De hippe genskaber det skabte

Adbusters spørger i et glimrende essay, om nutidens ungdomskultur er indavl af sig selv og sine forgængere, og har glemt det politiske oprør. Essayet rejser et interessant spørgsmål: er den nuværende cool/hipster/ungdomskultur bare et tomt opkog af tidligeretiders kulturer? Ligesom globaliseringen truer med at aflive lokale traditioner, er hipsterkulturen et hyper-ironisk tilbageskuende spil, der truer reel politisk forandring til fordel for en global æstiticeret ikke-suberversiv kultur, der foregiver at være subversiv. Hvem nævnte Vice Magazine…?

Her et uddrag fra artiklen. Artiklen er på engelsk, så jeg har forsøgt mig med en tvivlsom oversættelse:

Lige siden de allierede bombede sig til sejr i anden verdenskrig, har den vestlige civilisation haft en række modkulturer, som energisk har udfordret status quo. Hvert årti i efterkrigstiden har set dem nedbryde sociale standarder, har set optøjer og kampen for at revolutionere alle aspekter af musik, kunst, regeringer og civilsamfundet. Men efter punk blev plastic og hip hop mistede sit potentiale til social forandring, er alle de tidligere dominerende modkulturer smeltet sammen. Nu er den en muterende, trans-atlantisk smeltedigel af stilarter, smag og adfærd, der samles i det udefinerbare begreb “Hipster”. Hipsteren, som sampler forskellige stilarter fra forskellige epoker, markerer en kultur tabt i overfladiskhed og fortid og ude af stand til at skabe ny betydning. På den måde repræsenterer hipsteren også enden på den vestlige civilisation … Mens tidligere ungdomsbevægelser har anfægtet forældregenerationens fejltagelser og dekadence, har vi har i dag “hipster” – en ungdoms-subkultur der blot spejler mainstreamkulturens tomhed.

En lignende tematik bliver behandlet i Abo Rasuls tankevækkende og stærkt anbefalelsesværdige roman Macht und Rebel. Læs en anmeldelse af den her


Advertisements

One response to “De hippe genskaber det skabte

  1. Caspar Philip Bock

    Hej Bjarke,Faldt tilfældigvis over din blog – spændende læsning! Specielt dette indlæg har fat i nogle ret interessante observationer, som jeg ikke rigtig kan lade være med at kommentere på.Jeg er nemlig ikke helt enig…. Adbusters’ (og din?) konklusion synes at være baseret på en logik om, at tidligere tiders ungdomskulturer har været stærke, sunde og vigtige fordi, de har samlet en generation om et fælles mål og nogle fælles værdier, der var større end det enkelte individs personlige behov for selvrealisering… Dette er en romantisk tanke, som får ekstra næring når man ser på nutidens generation af myspace og twitter- ”egoister”, hvis ungdomsoprør synes at være en stor omgang egoistisk selvpromovering med massevis af dertilhørende overfladisk “sampling” af 60’er og 80’er klenodier (hvis politiske værdi i øvrigt for længst er blevet ignoreret ihjel!!). For nu at dramatisere pointen i din artikel.Jeg tror næppe det er så sort-hvidt. Ligesom vi ser det idag, har tidligere tiders ungdomskulturer altid været udgjort af max 1% pionerer, der har sat en dagsorden – reelt funderet i deres egne personlige behov – og minimum 99% medløbere, for hvem ”sagen” og ”værdikampen” nok mest af alt har været en undskyldning for at realisere sig selv og -igen- deres personlige behov for frigørelse, mening og fest… Altså, sådan lidt groft sagt: kollektiv egoisme.Forskellen i dag er måske blot at de 1% “pionerer” – grundet den teknologiske revolution op igennem 90’erne og det deraf følgende meget mere nuancerede medielandskab – nu har mulighed for at sprede sig ud over mange forskellige interesseområder, og således kæmper deres helt egne personlige ungdomsoprør i tusindvis af individuelle retninger… Det samme gælder medløberne, som følger efter og ligeledes organiserer sig i et virvar af små globale subkulturer og selvpromoverende oprør. Altså: knap så “kollektiv” egoisme – men ellers er der ikke den store forskel fra tidligere. De unges oprør og værdikamp er blevet så personlig og individuel, at man i dag ikke længere kan samle dem under en fælles fane… Dette frustrerer sikkert mangt en akademiker med hang til systemer, statistik – og ikke mindst drømmen om det gode, gamle, romantiske UNGDOMSOPRØR! 😉 … Men derfra og så til at kalde kulturen for en ”ungdoms-subkultur, der spejler sig i mainstreamkulturens tomhed”, synes jeg er et langt og farligt skridt at tage.Uden at kende fortidens ungdomskulturer fra andet end videopklip på Youtube(!) – jeg er desværre selv for ung til rigtigt at kunne huske noget fra før 1990 – så vil jeg vove den påstand, at ungdomskulturen i dag er langt mere ”wired”, informeret, kultiveret og nuanceret end fortidernes ditto… Den er måske nok egoistisk – men det mener jeg som sagt ikke er noget nyt. Tværtimod er sidstnævnte nok en menneskelig og biologisk nødvendighed i individets personlige udvikling – og faktisk hvad hele ”ungdomsoprøret” handler om.Og her kommer så (langt om længe) min konklusion: hvis fortidens ungdomsoprør reelt blot var de 1% ”kvikkeste” unges personlige individuelle værdier, som samlede datidens medløbere i en stor kollektiv fest – ja, så er nutidens fragmenterede, lidt udvandede, men dog meget personlige ungdomsoprør vel egentlig et meget fint alternativ? Det fordrer i hvert fald en helt anden form for kreativitet og selvstændighed fra den enkelte deltager. Man kan i øvrigt her trække paralleller til logikken bag ”the long tail”, hvis pointe netop er at internettet giver plads til de smalle kulturer (og produkter), og dermed udgør en trussel mod netop mainstreamkulturen!Medmindre Adbusters seriøst mener, at unge mennesker i dag har mistet deres instinktive og biologisk programmerede behov for oprør (!!!?), så må man da formode at samtidens muligheder for kommunikation og selvprofilering over internettet blot har givet dem et langt mere sofistikeret og individuelt alternativ til det at koble sig op på den nærmeste lokale ungdoms(mainstream)kultur?Det store organiserede ungdomsoprør er måske rigtig nok dødt…. Og dermed en entydig ungdomsprofil, som omverdenen kan forholde sig til. Men mulighederne for individuel selvrealisering, og det personlige oprør, er større og bedre end nogensinde før. Unge idag promoverer sig selv i ét -nærmest uudholdeligt- væk på nettet. Men efter denne lidt pinefulde begyndelse, er jeg ret sikker på, at der nok skal opstå noget mening med det hele!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s